booking af hotel

Sådan booker du hotel i Chiang Mai

Chiang Mai i Nordthailand er en fantastisk by.

Byen er billig at bo i, vejret er godt, der er autentisk og god mad og indbyggerne er venlige.

Har du planer om at besøge byen har du grundlæggende 3 muligheder i forhold til hvor du bor:

  • Condotels
  • Hotel
  • AirBnB

Især condotels er populære og anbefalet, hvis du skal bo i mere end blot et par dage.

Condotels er populære

Et condotel er en sammentrækning mellem et hotel og en condo – lejlighed. Du lejer i en måned eller to ad gangen med møbler, men du slipper nemt ud af lejligheden igen og skal ikke selv tilmelde dig strøm, varme og så videre.

Det er en god og populær løsning over længere perioder og over det meste af Thailand.

Hvis du blot er afsted i en uge eller måske to er det nemmere bare at leje dig ind på et almindeligt hotel. Du kan bruge en søgemaskine til at finde dit hotel og vælge et, der passer til dit budget.

Undgå nær stillestående vand og nederst i bygningen

I Thailand risikerer du med myg at få sygdomme, vi med vores kolde klima i Danmark er skånet for. Der er tale om malaria, dengue-feber og zika-virus blot for at nævne et par stykker.

Du bør derfor finde et hotel et stykke væk fra stillestående vand, hvor myg yngler, og undgå de nederste etager der hvor du bor. Myg bliver færre når du kommer op i de højere luftlag, hvor der er langt til det stillestående vand.

Husk at tage til lægen hellere en gang for meget end for lidt, når du er ude at rejse i tropiske områder. Det er vitalt, at du hjemmefra har tegnet en rejseforsikring.

Vær opmærksom på tilbagebetaling af depositum

Mange steder i Thailand kan du betale dit depositum online. Det er nemt og bekvemt, så du ikke skal rode med sedler når først du er nede. Vær dog opmærksom på, at du ofte kun kan få dit depositum tilbage i form af kontanter.

Undertegnede rejste i februar 2016 i Thailand og betalte 13.000 baht i depositum ved hjælp af Paypal. Det svarer til cirka 2.500 kroner. Da vi skulle rejse igen – dagen, hvor vi rejser hjem til Danmark – finder vi ud af, at vi alene kan få depositum udbetalt som kontanter.

13.000 baht; 2.500 kroner; dagen hvor vi tager afsted og virkeligt ikke har brug for særligt mange thailandske penge i kontanter.

Vi løste problemet ved at få en ven til at hente pengene nogle dage senere og sende til os online, men ikke alle er så heldige som os at have venner boende permanent i Chiang Mai.

Har du endnu ikke haft fornøjelsen af at opleve hverken Thailand eller Chiang Mai, så kan du på 24Rejser.dk læse en række indlæg jeg har skrevet om bl.a. hvad det koster at bo i byen, hvilke ting du skal se og meget mere.