Når et familiemedlem bliver ramt af en spiseforstyrrelse som anoreksi, så går hverdagen i stå. Det kan være svært at finde fodfæste i sin nye rolle som pårørende, og endnu sværere er det, at finde ud af hvordan man agerer den bedste støtte for den anoreksiramte. Der er mange nye forbehold der skal tages, og uanset hvor meget man prøver, så vil hverdagen ikke være den samme.
Måske har din søn eller datter udviklet anoreksi, eller måske er du søskende til en person med denne spiseforstyrrelse. Hvad end din relation er, til vedkommende med anoreksi, så er du også sat på prøve nu – en prøve om fortsat at være støttende familiemedlem. En af de udfordringer der viser sig i mange familier til en anoreksiramt, er den anspændte situation der kan opstå, når I skal ud at rejse.
Hvad der førhen blev anset som en afslappende pause fra en stresset hverdag, vil for én med anoreksi føles som en byrde af sårbarhed og usikkerhed. I varme omgivelser på en charterferie er det pludseligt sværere at gemme sig væk og skjule sin selvskadende adfærd. I denne artikel kan du læse mere om, hvordan du som pårørende kan være med til at skabe den bedste ferie for alle, når en medrejsende er ramt af anoreksi.
Inden i rejser
Forberedelserne for familieferien kan være altafgørende for, hvordan ferien opleves af vedkommende med anoreksi. Det er vigtigt, at I skaber en gensidig forståelse for, at rejsen skal være givende for alle parter. Sæt jer derfor ned og tag en snak om, hvad I hver især forventer af denne ferie. Foreslå vedkommende at tage en samtale inden afrejse med en terapeut, psykolog eller en anden form for et behandlerteam. Professionelle vil kunne give personen med anoreksi nogle helt andre råd, end hvad du som pårørende er i stand til.
Hvis jeres ferie går til varmere himmelstrøg, så vil en af bekymringerne hos personen med anoreksi formentlig omhandle påklædning. Anoreksi hænger sammen med skam over madvaner og typisk også udseende. Selvom det kan virke fjollet for os andre at rende rundt i en langærmet bluse i 25 grader, så kan det være en nødvendighed for vedkommende. Lad derfor personen få fred til at pakke sin egen kuffert. Kun han eller hun ved, hvilken påklædning der er den rette for personen på jeres ferie.
Overvej at booke en hyggelig lejlighed i stedet for et hotelværelse. Hvis det er muligt, så sørg for at familiemedlemmet med anoreksi kan få sit eget værelse. På den måde har han eller hun mulighed for et frirum, hvis dette skulle blive nødvendigt. Kan I finde et sted med et lille køkken, så vil dette være en fordel. På den måde kan I lave mad hjemme, de dage hvor et restaurantbesøg virker uoverskueligt.
Under rejsen
Når I først er rejst, er der naturligvis stadig en håndfuld af forbehold I bør tage. Et godt tip kan være at starte hver morgen med at snakke om, hvad I forventer af dagen. Et af symptomerne hos en anorektiker er voldsomme humørsvingninger. Nogle dage kan han eller hun have lyst til at opleve en masse, andre dage kan det være svært for vedkommende ikke at isolere sig. Sørg derfor også for at have hyggelige aktiviteter, som I som familie kan foretage hjemme. Det kan eksempelvis være at spille kort på terassen.
Når I skal ud og spise, så giv personen mulighed for at spise hjemmefra. Vedkommende kan blot bestille noget at drikke på restauranten, og stadig være en del af en hyggelig familiemiddag. I det hele taget er det en god idé at planlægge ud fra, at der skal være plads til ændringer undervejs. På den måde skal I alle nok få en dejlig ferie, til trods for at en medrejsende er ramt af anoreksi.